Høvdingens fødselsdag 2023

Høvdingens fødselsdag 12. november 2023

Vor nyudnævnte høvding Erik Plinius inviterede på bobler og sødt til "Høvdingens Fødselsdag", som blev afholdt d. 12/11/23 kl. 15 på bopladsen. Godt 50 glade vikinger deltog i det fine arrangement, som bød på hele to quizzer. Den første skulle præsentere medlemmerne for den nye bestyrelse på en finurlig måde, og den anden gik i dybden med skodsborgvikingernes badestatistik. Høvdingen overrakte lækre chokoladegaver til de heldige vindere. Herefter fik de enkelte bestyrelsesmedlemmer og BorgMesteren lejlighed til en kort personlig præsentation, og Høvding Erik gav sluttelig en kort status for "Arealsagen", som heldigvis ser ud til at være i god gænge. Som et festligt punktum spillede vores laug-musikant fødselsdagssang på sousafon. Det var en fin fødselsdag - måske en kommende fast tradition?